




















Beskrivelse:
Den 3.909 m2 store rækkehusbebyggelse, Upcycle Studios, er en del af Ørestad Syd. Bebyggelsen har gaderum til begge sider, og således ingen klar forside og bagside.
Boligerne er 170,5 m2 store og indeholder 4 soveværelser, 2 stuer og 2 badeværelser, fordelt på tre etager. Alle boliger har en 41 m2 stor tagterrasse og opvarmet garage, og de er dermed blandt de største boliger i Ørestad Syd.
Rækkehusene kan anvendes som kombineret bolig og værksted for små selvstændige iværksættere. Huset kan også både anvendes som bolig i sit fulde omfang for store familier, eller den kan inddeles i to selvstændige afdelinger, der giver mulighed for at leje den ene afdeling ud.
Byggeaffald repræsenter i dag et kæmpe felt af uudnyttede ressourcer, og her står Upcycle Studios som et foregangsprojekt, der inkorporerer genanvendte vinduer og genbrugstræ i byggeriet. I projektet stammer 75 procent af vinduerne fra almene boliger i Nordjylland, 1400 tons genbrugsbetonen er støbt af Københavns Metros betonaffald og træ til gulve, vægge og facader er stykket sammen af overskudstræ fra Dinesen.