Beskrivelse:
Strandingsmuseum St. George er et museum og forskningscenter beliggende i Thorsminde, på landtangen mellem Nordsøen og Nissum Fjord. Museet beskæftiger sig med søfart og har fokus på de mange strandinger og skibsforlis, der er sket langs den jyske vestkyst. Udstillingens hovedvægt ligger på en samling genstande hentet fra vraget af HMS St. George, som forliste nær Thorsminde den 24. december 1811.
Strandingsmuseet åbnede i 1992 og blev i 2002 udvidet første gang. I 2017 er museet endnu en gang ombygget og udvidet, og der er udviklet nye, moderne udstillinger, designet af Event Commmunications Ltd.
Arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda har i ombygningen arbejdet med byggeriets former, proportioner og farver, i forhold til havnemiljøet og klitlandskabet mellem Nissum Fjord og Vesterhavet. Udsigtstårnet er konstrueret i beton og de resterende bygninger i sort træværk, som spiller op mod træværket i de oprindelige bygninger.