







Beskrivelse:
De fire huse i Søholm III ligger kædet sammen bag en bred busk beplantning. Husene er opført i én etage og placeret forskudt af hinanden. De lægger sig lavt i terrænet for ikke at skygge for udsigten for de bagvedliggende bebyggelser Søholm I og II. Gavlene mod øst og vest er grundmurede, mens facaderne mod nord og syd er opført af lette plader i hvid, blå og gul-grøn og rummer store vinduespartier. Vinduesrammerne står i oliebehandlet træ. I den østvendte gavl sidder en glat, blåmalet hoveddør og et vindue i partiet af lette plader. Farverne afspejler det omkringliggende miljø med inspiration fra vandet og stranden. Tagfladerne er beklædt med tagpap, der langs kanterne er afsluttet af hvidmalede lister.
Bellevuekrogens kædehusbebyggelser fremstår som et stærkt hele, hvor rækkerne af huse komplimenterer hinanden i form af placering og den ens materialeholdning med de gule tegl som gennemgående element.
Bebyggelsens funktionalistiske formsprog afspejler den toneangivende arkitektoniske stil i 30’ernes og 40’ernes Danmark. Kædehusene i Bellevuekrogen indgår i Arne Jacobsens helhedsplan for området.