











Beskrivelse:
Bygningen er opført med en række bæredygtige tiltag og er den første universitetsbygning i Danmark, der er udført som lavenergiklasse 2015 og er i energiklasse 1.
Bygningen er roteret sådan, at en direkte nordvendt facade uden solindfald undgås. Det store, roterede atrium giver dagslys og udsyn til alle verdenshjørner. Samtidig bruges atriet til supplerende naturlig ventilation og nattekøling.
Dagslyset i bygningen er en balancekunst mellem store glasarealer og afskærmning af vinduer. Bygningens ovenlys er orienteret og designet, så de skærmer for direkte sollys, eftersom for meget lys kan have negative konsekvenser i form af øgede krav til køling og ventilation. Atriet sikrer optimale dagslysforhold i centrum af bygningen.
Som en del af dagslysstrategien er der udviklet en dynamisk, mobil solafskærmning til facaden. Den består af en let konstruktion af ca. 1600 bevægelige trekantede elementer, der kan regulere lysindfaldet, og en tungere, højisoleret konstruktion. Sensorer måler lys- og varmeniveauet indendørs og indstiller facaden derefter med en lille motor, der positionerer facaden i en vinkel mellem 0-90 grader efter ønske. Når facaden er lukket, giver hul-mønsteret (der udgør ca. 30% af arealet) en åbningsgrad på ca. 70 %.
Kilde: Bygningsstyrelsen