




















Beskrivelse:
Rabalderparken er etableret på beton-koncernen Unicons gamle industrigrund i Roskilde, som i dag huser Musicon-bydelen. Disponeringen af parken tager udgangspunkt i behovet for lokal afledning af regnvand, der ledes til grundens laveste punkt, hvor der tidligere var grusgrav. Parken er bygget op omkring en 445 meter lang kanal, som udmunder i tre regnvandsbassiner, der kan rumme ca. 23.000 m3 vand. Anlægget er dimensioneret til en 10-års-hændelse, hvilket vil sige, at alle bassiner og kanaler statistisk set kun fyldes en gang hvert tiende år. I dagligdagen anvendes anlægget af skatere, bmx’ere, løbehjuls- og rulleskøjteløbere. Langs kanalen er der etableret steder for ophold og leg, hvor overskudsjorden fra de udgravede kanaler og tilhørende bassiner er anvendt til bakker og volde. Alle parkens bassiner dækker et areal, der svarer til en fodboldbane, men kan rumme lige så meget vand, som 10 svømmehaller. I parken er der også blevet plads til rutsjebane, trampoliner, hængekøjer og fitnessredskaber.
GHB Landskabsarkitekter har udviklet helhedsplanen på baggrund af en indbudt projektkonkurrence, mens SNE Architects har tegnet skate-anlægget.
Projektet blev udmærket med Byplanprisen 2012, samt Bæredygtig Beton Prisen 2013.