Ørkenfortet - NH Collection Hotel
| Henning Larsen Architects • Arkitema • Erik Arkitekter • Krook & Tjäder | 2017 - 2021








































Beskrivelse:
Ørkenfortet, en ikonisk erhvervsbygning ved Knippelsbro er blevet transformeret til et hotel. Visionen har været at skabe rammer, som tilpasses brugernes behov samtidig med en bevaring af bygningens ikoniske karakter og identitet. Den oprindelige seks-etages kontorejendom opført mellem 1957-1962 var tegnet af Palle Suenson. Den tidligere kontorbygning var oprindelig tegnet som hovedsæde for B&W, og blev senere kontor for Nordea. Den fik sit kælenavn pga. de tilknappede facader.
Huset er blevet åbnet mod omgivelserne ved hjælp af en tilbygning med store glaspartier. Tilbygningen tillader forbipasserende at se livet i bygningen, og mod kajkanten bidrager de store glaspartier med at åbne bygningen mod havneløbet. Derudover er der tilføjet føjet en 7.etage til bygningen, som en glaskube på taget, og dermed 5.000 m2 mere til de i forvejen 25.000 m2. . Facaden og facadestenene er blandt andet støbt med materialer fra den indvendige renovering, hvilket understøtter den bæredygtige tilgang i projektet.
I begyndelsen af 2018 fraflyttede Nordea og i den forbindelse ønsker ATP Ejendomme at videreudvikle brugen. Bygningen har en stor rumdybde, hvilket vanskeliggjorde en moderne kontorindretning. Man ønskede derfor at transformere bygningen til hotelformål. Bygningen har været igennem en gennemgribende ombygning, hvor vinduer og facadebeklædning er skiftet ud med nye der ser ud som de oprindelige. Modulet er fastholdt og går igen i den nye tagetage. Modulet er også synligt inden for i foyer og bar med taktfaste rækker betonsøjler. Et nyt atrium giver dagslys til gange og værelser i midten af den dybe bygning.
Arbejdsområderne i soklen har krav til isolering og dagslys, og derfor er der etableret nye vinduesåbninger. Disse er indpasset plinten, på en måde så de nye vinduers størrelse og antal ikke ødelægger plintens tyngde. Plintens betonblokke var massive, men i dag er de skiftet ud med elementer, der indeholder isolering. Hotellet rummer ca 400 værelser og herudover restauranter, bar, lounge og konferenceområde. Henning Larsen Architects, har udarbejdet lokalplanen og er ansvarlig for facadeudtrykket, mens Arkitema har projekteret huset. Krook & Tjäder har designet hotellets interiør.
Ørkenfortet er et af de første DGNB Guld-certificerede transformationsprojekter i Danmark.