Nyt Hvidovre Hospital
| Link Arkitektur • Schmidt, Hammer og Lassen • Kragh & Berglund | 2017 - 2024



Beskrivelse:
I samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects på arkitektur og Krag Berglund på landskabsarkitektur har LINK Arkitektur stået for en ny tilbygning og masterplan for Hvidovre Hospital. Projektet er udført for Region Hovedstadens Kvalitetsfonds Byggeprojekter.
Hospitalsudvidelsen omfatter bl.a. ny akutmodtagelse, obstetrisk afdeling, kardiologisk afdeling, børneafdeling og neonatalafdeling. Det nye hospitalsbyggeri har fået plads til ca. 80 undersøgelses- og behandlingsrum, 240 ensengsstuer – herunder 23 familiestuer, en ny hovedindgang, ca. 150 nye p-pladser og ca. 400 cykelparkeringspladser, et stort traumerum og røntgen samt en ny ambulancehal, så patienter kan sættes af i tørvejr. Alle afdelinger fordelt på ambulatorier og sengeafsnit har et samlet areal på 31.400 m².
Udvidelsen tager udgangspunkt i det eksisterende Hvidovre Hospital og lægger sig i forlængelse af dette. Centralt for projektet er en ny hovedindgang, der kobler eksisterende sygehusfunktioner og logistik sammen i en central ankomsthal for alle.
Projektet har fokus på en fleksibel struktur og opdeling sikrer muligheden for en fremtidig omdisponering eller udvidelse.
Landskabsprojektet omfatter en ny ankomstzone, samt 15 indre gårdhaver til patienter, besøgende og personale. Derudover er der lavet et regnvandsafledningsprojekt på hospitalets parkeringsplads.Ambitionen har været at skabe et sundhedsfremmende landskab, der kan reducere stress for patienter og deres besøgende. De forskellige gårdrum adskiller sig i størrelser og karakteristika. Forskellige typer planter definerer hvert rum, og giver patienter, besøgende og personale mulighed for privatliv og ro.