


























Beskrivelse:
Møstings Hus blev opført i år 1800, og bærer navn efter den mest kendte ejer Johan Sigismund Møsting.
På Møstings tid, var Frederiksberg det foretrukne sommer-opholdssted for velhavende borgere og fremtrædende embedsmænd. Møstings Gård var en af disse lystgårde. Man ved ikke hvem arkitekten var, men man formoder det var en af de mange dygtige elever af arkitekt C.F. Harsdorff. Huset har gennem årene haft flere skiftende ejere og har langsomt ændret udseende. Således var de fleste af gårdens tilhørende længer revet ned i 1903 og hovedhuset fik i stedet etageejendomme som naboer. De ændrede forhold harmonerede ikke med den gamle bygning, men i 1918 udkom en ny lov om bygningsfredning, og Møstings Hus blev fredet i klasse A, hvilket senere fik afgørende betydning for husets skæbne.
I forbindelse med en regulering af fortov og gadelinje i Smallegade bad Frederiksberg Kommune i 1939 om tilladelse til at nedrive huset for at kunne gøre vejen bredere. Bygningssynet tillod Frederiksberg Kommune at rive bygningen ned, hvis kommunen stod for fuldstændig opmåling af huset og bevarede de væsentligste bygningsdele til en genopførelse. Nedrivningen var færdig i 1965 - men der gik mere end ti år før bygningen genopførtes. I starten 1976 blev huset genoprejst på den nuværende adresse på den modsatte side af Smallegade ved det tidligere gadekær. Nu ligger det med Frederiksberg haves høje træer som baggrund. Samme kulisse som det havde, da det oprindeligt blev opført. Det gamle gadekær blev genetableret og der blev anlagt en mindre barokhave øst for bygningen. Nyopførelsen blev præmieret af ”Foreningen til Hovedstadens forskønnelse” i 1978.
Emneord:
Udstillingsbygninger | Museer | Restaurering | Klassicisme |Se på Google Maps