






































Beskrivelse:
Med Holmen og Christianshavns kanaler som nærmeste naboer har COBE i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter tegnet et nyt beboelses- og kontorområde for enden af Strandgade.
Grunden - hvor det nye byggeri er placeret - har været genstand for megen debat og der har været andre projekter inde over, siden Erick Van Egeraats oprindelige projekt fra 2004 blev forkastet i Københavns Borgerrepræsentation. Heriblandt forslag fra Kim Utzon og Bjarke Ingels. Byggeriet består dels af en beboelsesblok med facade ud mod Strandgade og havneløbet, hvor lejlighederne lukker sig op mod vandet med store glaspartier og altaner og dels to kombinerede bolig- og kontorblokke med plads til butikker og cafeer i stueplanet ud mod vandet. Beboelsesblokkens facade ud mod Strandgade er beklædt med tegl i røde og mørkegrå nuancer. Der er benyttet en teglstenstype der er udviklet specielt til byggeriet af Egernsund Tegl. Stenen er udhulet ind mod midten og danner et fint relief langs facaden. Krøyers Plads er Danmarks første Svanemærkede lejligheder. For at blive svanemærket kræves det at hele byggeriet er gennemsyret af miljørigtige løsninger. Lige fra fugemasse til facadematerialer. De miljømæssige aspekter sammen med stedets arkitektoniske kvaliteter har indbragt arkitekter og NCC der har været entreprenører på projektet MIPIM prisen for ”verdens bedste boligbyggeri” i 2015.