



































Beskrivelse:
I Københavns Sydhavn er et langstrakt område ved Sjælør Boulevard og Karens Minde Kulturhus blevet til et 37.000 m2, og cirka 600 meter langt byrum med klimatilpasning.
En teglklinke belagt ”flodseng”, slynger sig, som projektets gennemgående element, ind og ud mellem de store eksisterende træer. Denne fungerer både som sti og vandstyrende element. Vandet samler sig i en central markeret vandrende, og herfra løber det ned gennem anlægget over en risle-eng, hvor det renses for tunge partikler, for til sidst at ende i en nyetableret regnvandssø. Vandføringen binder på den måde et område sammen, der tidligere blev oplevet som opdelt.
Udover det klinke belagte vandførende element er der også etableret en Cirkelbro – en rund svævende sti udformet i træ. Cirkelbroen erstatter de mange stier, der tidligere prægede området på Karens Minde plænen umiddelbart vest for Karens Minde Kulturhus. Anlægget er dimensioneret til at kunne håndtere 15.000 m3 skybrudsvand og overholde kravet om, at der maksimalt må stå 10 cm vand op ad de omgivende bygningers facader. Hverdagsregn fra belægninger og tagflader vendt mod området håndteres også i klinkerenden.
Området har fået et løft som led i Områdefornyelsen Sydhavnen. Projektet er udformet efter devisen: at lægge så meget til og trække så lidt fra som muligt. Beboerne har udvist stort engagement og er blevet inddraget i projektet, og efter lokalt ønske er allerede eksisterende steder som legeplads, hundegård og hestefolde blevet integreret i det nye.