Beskrivelse:
Den 3000 m2 store bygning ligger på et hektisk hjørne på Nørrebro, tæt på Nørrebro Station. Huset er tænkt som et fyrtårn for asiatisk kampsport og et samlingssted for lokalsamfundet. I Kampsportens Hus arbejder klubberne målrettet med at åbne kampsporten op for nye målgrupper, og er den første kommuneale facilitet i København, der er dedikeret til kampsport. Ro, dedikation og koncentration har været ledetråde i gestaltningen af Kampsportens Hus’ indre. Det står i kontrast til omgivelserne der er præget af transit, livlig mangfoldighed og uro. Asiatisk arkitektur og kampsportskultur er i projektet oversat til en nordisk ramme; en ramme, der understøtter fællesskabet i huset og inviterer indenfor.
Huset er opført med kerne, dæk og fritstående søjler i insitustøbt beton og med facader af glas udfyldt med klart rudeglas eller som mælkehvide, lukkede glasplader med isolering bag. Foran glasset ligger ribber af mørkt stål, ligesom vinduerne rammes af dybe, mørke stålrammer. Vindfanget er indpasset i indgangspartiet, ved at den indre betonkerne forskyder sig fra facadens tilbagerykning. Den store foyer er foret med træ på gulvet og i store træskiver, der danner vægge, ligesom de forskellige sale er foret med skydedøre i træ.
På de udendørs arealer er en lille legeplads, regnvandsbed samt en smal, japansk inspireret, have.