Jyllingehallerne - Kultur- og idrætscenter Jyllinge
| Cornelius Vöge. Atelier for arkitektur | 2014 - 2018

























Beskrivelse:
Jyllingehallerne startedes i 1970’erne af frivillige ildsjæle, der gennem byfester, de såkaldte Ålefester, rejste penge til projektet. Hallerne nedbrændte i 2014, og kun svømmehallen kunne reddes. En workshop i lokalområdet viste, at brugerne ønskede sig et halkompleks, der åbner sig mod omverdenen.
Overholdelse af gældende lokalplan betød at renoveringen af hallerne skulle foregå indenfor fodaftrykket af de til dels nedbrændte bygninger. De 30 % som ikke nedbrændte, skulle indarbejdes i en ny masterplan. En høj kælder samt Vægttræningscentrets hjørnebygning var sammen med svømmehallen og store hals fundament udgangspunktet for renoveringen.
Med inspiration fra åleruser og fiskekasser fremstår foyerområdet som et overdækket byrum indrammet af solafskærmende strækmetal og træbeklædte opholdszone. Der er arbejdet med nedskalering og tilpasning til omgivelserne, så den store hal syner lavere, fordi den er omgivet af mindre bygningskroppe hele vejen rundt og de lange facader opdeles i mindre volumener. Lodrette lister binder visuelt hele komplekset sammen med foyerens træpartier.
Den 3000 m2 store nye bygning huser, udover sportshallen, mødefaciliteter, konference, cafe, køkken, fitnessområde, omklædning og administration, og er sammenbygget med den eksisterende 3000 m2 store svømmehal.