Facaderne er beklædt med lodrette brædder, såkaldt én-på-to beklædning, mens de hvidmalede sprossevinduer har skodder i underetagen.
Landhusets hovedindgang er anbragt midt på den konvekse nordside bag den hvidmalede bænk. Arkitektens ønske om at undgå tagrender for enkelhedens skyld er ikke efterkommet.
En bred hvidmalet bænk ved hovedindgangen fremhæver husets generelle spil mellem nedtonede facader og vinduernes kontrasterende indslag af hvidt.
Det høje entrérum domineres af væggenes bindingsværkslignende beklædning af mørke brædder mod en lys bund.
Garderoberummet i stueplan har et bemærkelsesværdigt bræddeloft, der fra alle fire vægge hvælver sig blødt ind mod rummets midte.
Den centrale storstue er forsynet med muret pejs i to etager.
Pejsestuens sydvestlige hjørne under den gennemgående balkon båret af klassicerende søjler.
Det dekorativt bemalede, rustikke træloft med balkonrummet på 1.sal.
Hovedtrappen med den tætmønstrede, grafiske bindingsværksstruktur efter engelsk forbillede.
Den noget trykkende overetage med galleri mod storstue.
Set fra syd anes den lille karnapudposning på midten af førstesalen som en accentuering af de to underliggende hoveddøre til haven. Oprindelig havde huset en indbygget, delvis overdækket verandah.
Beskrivelse:
Det uprætentiøse landhus er inspireret af engelske landsteder og blev af den engelsk-gifte bygherre, Frederik Hegel, oprindelig kaldt for Tipparary. Facaden krummer sig mod syd som for at fastholde den behagelige solside længst muligt.
Landhusets enkle fremtræden må tilskrives det gennemgående sadeltag og den mørke bræddebeklædning af facader, hvor hvide vinduespartier tjener til at fremhæve de bagvedliggende boligrum.
