











Beskrivelse:
Harmonikahusene, også kendt som UMEUS Noli, er en boligbebyggelse til studerende og unge professionelle på Frederiksberg.
Facadens udformning henter inspiration fra den omgivende bykontekst. Langs den tilstødende Ågade og Åboulevard er de historiske bygninger kendetegnet ved rigt detaljerede hjørner, der markerer krydsene, ofte med affasede eller buede geometrier, sammen med tårne og spir. Disse arkitektoniske principper er blevet indarbejdet i den nye bygnings geometri. Karnapperne er designet til at forbedre dagslys og udsigt i de nordvendte lejligheder, og giver samtidig facaden den harmonika-lignende form.
Bygningskompleksets to dele bindes sammen af en offentligt tilgængelig stueetage, som rummer udadvendtefunktioner; café, fitnessfaciliteter, læsesale mm. Det offentligt tilgængelige gårdrum er organiseret med grønne øer og arealer til både aktivitet og afslapning. Udformningen skal give både en visuel og funktionel sammenhæng til resten af helhedsplanen samt god adgang til den underjordiske cykel- og bilparkering.