

















Beskrivelse:
Amaryllis Hus er udformet som et længehus i 4, 5 og 6 etager samt et tårn i 15 etager. Lejlighederne varierer mellem 2- 4 værelser fordelt på 65-146 m2 – og alle er designet med en privat terrasse eller altan. Beboerne har udsigt over byen – og mod nord ud over den 23.000 m2 store, grønne Grønttorvspark, der ligger overfor ejendommen.
Facaderne er opført i håndstrøgne tegl i rød-gule nuancer og indgår i et fint samspil med de cortens-farvede altaner – et samspil, der også komplementerer bydelens grønne omgivelser. Grønne facader og plantekasser, solceller på taget sikrer, at Grønttorvets ånd og historie videreføres, mens et fremtrædende relief-murværk i facaden er motiveret af Grønttorvets industrielle karakter. På husets tag findes et fælles væksthus, hvor beboerne kan dyrke årstidens grønt og styrke relationerne med naboerne.