Beskrivelse:
Ungdomsboliger i det gamle filmlager på Strandlodsvej 5 samt den nybyggede nabobygning på Strandlodsvej 5.
Bygningen var tidligere lager for Det Danske Filminstitut. De gamle industribygninger er opført i 1930´erne og ombygget i 1942 af ingeniørfirmaet O. H. Nicolaisen og H. Kruse. Konstruktionerne er opført i jernbeton til fabrikation af trykfarver, inden filminstituttet overtog ejendommen.
Bygningens fortid som hjemsted for filmruller med både danske klassikere og udenlandske biografsucceser, har været inspirationskilde for omdannelsen af bygningen og den nye bygning ved siden af. Ved udformningen af den nye bygning på Strandlodsvej 3, har målet været at bygge bro mellem de to bygninger og skabe et samlet udtryk, hvor nyt og gammelt går hånd i hånd.
De private boliger er meget kompakte, og i stedet fokuseres på de områder som deles mellem beboere: fælleskøkkener, stuer, møntvaskeri og et stort grønt gårdareal.
Foruden den markante brug af farver bærer renoveringen præg af et stærkt fokus på taktilitet og materialitet. Bygningernes indre overflader er skiftevis rå, ubehandlede og finere bearbejdede flader med farver. Bygningens oprindelige industrielle arv understøttes af nye ubehandlede materialer såsom stål og krydsfiner i sammenspil med synlig rørføring og ventilationssystem.