



































Beskrivelse:
Bebyggelsen består af 47 udlejningsboliger, som er tegnet af Vandkunsten. De er opført som seks punkthuse i 2-4 etager og alle lejligheder har altan eller terrasse, og penthouselejlighederne har egen tagterrasse. I de lyse og velindrettede lejeboliger er der diskret indbygget eller forberedt for velfærdsteknologi, så man kan blive boende, selv om man med alderen bliver svagere.
Der er adgang til fællesfaciliteter, hvor seniorerne både kan dyrke 'det lille fællesskab' og deltage i sociale og kulturelle aktiviteter sammen med de mange studerende, frivillige og andre grupper på Diakonissestiftelsen. Materialer er overalt af høj kvalitet, og forskydninger i facaderne skaber rumlig variation, med facader beklædt i zink, tegl og træ. Boligerne bygges med rumstore moduler, som produceres hos BM Byggeindustri i Hobro. Det giver teknisk høj kvalitet i byggeriet, da man undgår fugt og temperatursvingninger, når produktionen foregår indendørs.