


























Beskrivelse:
"Cisternerne er et gammelt højdereservoir anlagt af Københavns Vandforsyning. Udgravningen startede i 1856, og anlægget stod færdigt tre år senere. Vandet blev pumpet op til Cisternerne via Pumpehuset i Studiestræde, der hentede vand fra bl.a. Damhussøen og Skt. Jørgens Sø. Oprindeligt var reservoiret åbent opadtil og stod som et flot vandspejl overfor Frederiksberg slot, men af hensyn til forurening og smittefare blev reservoiret overdækket med en formstøbt betonkonstruktion i 1891. Ved samme lejlighed anlagde man en græsplæne med et springvand i midten. Cisternerne ophørte med at fungere som drikkevandsreservoir i 1933, men blev først tømt for vand i 1981.
I forbindelse med at København var europæisk Kulturby i 1996 blev Cisternerne taget i brug som udstillingsrum, efter initiativ fra Frederiksberg Kommune og galleriejer Max Seidenfaden, der fra 2001 til 2013 drev Cisternerne som Museum for Moderne Glaskunst. I dag er Cisternerne en del af Frederiksbergmuseerne. De danner ramme om både kunstudstillinger og forskellige arrangementer og events, der alle tager udgangspunkt i stedets arkitektur og helt særlige klima. Cisternerne er 4.320 kvadratmeter og består af tre lige store rum. Det er 4,2 meter højt og kan med en maksimal vandstand på 3,7 meter rumme ca. 16 millioner liter vand. Væggene og rumadskillelserne i Cisternerne er bygget af kraftige granitblokke, gulvet er støbt beton, søjlerne, der bærer loftet, er murede, mens loftet er udført i formstøbt beton." citat fra Cisternernes hjemmeside
Emneord:
Museer | Underjordiske bygninger | Transformationer |Se på Google Maps