





















































Beskrivelse:
Bygningen blev opført i 1853-54 efter tegninger af N.C. Nebelong i samarbejde med J.C. Jacobsen, i 1858 kom Vinterhaven til og i 1876 blev væksthuset tilføjet, denne gang med P.C. Bønecke som arkitekt og igen i samarbejde med J.C. Jacobsen.
Huset er bygget i italiensk klassicistisk stil og er rigt udsmykket med kunstværker af Thorvaldsen.
J.C. Jacobsen havde i sit testamente bestemt, at huset efter hans og hans nærmestes død, skulle benyttes som æresbolig for en fortjent mand eller kvinde inden for videnskab, litteratur eller kunst. Den første beboer var filosoffen Harald Høffding. Han afløstes af atomfysikeren Niels Bohr, der beboede huset fra 1931-1962. Huset sidste beboer var sinologen Søren Egerod i 1988-1995. Herefter besluttede Carlsbergfondet, at omdanne huset til Carlsberg Akademi. Villaen blev gennemrenoveret af arkitekt Runa Lyshøj. Havestuen blev ført tilbage til sit oprindelige udseende fra 1866, og spisestuen fik reetableret sit ovenlys. Første sal blev indrettet til gæstebolig for en udenlandsk forsker.
Facaden står i indfarvet puds, med granitsokkel, røde trævinduer, trægesims og naturskifer på taget. Bygningen er fredet. Haveanlægget har engelsk forbillede. Landskabsgartner Rudolph Rothe tegnede haveplanen efter engelsk forbillede, og anlægget blev påbegyndt i 1848.