Beskrivelse:
Opført 1928-30 af stadsarkitekt Poul Holsøe, medarbejder: arkitekt Ib Lunding.
Vandtårnet er et pionerværk i dansk arkitektur. Dels er det opført som en konsekvent
jernbetonbygning, dels er det stilistisk en af de tidligst gennemførte funktionalistiske bygværker indenfor stadsarkitektens resort. Byggeriet fandt sted inden den epokegørende Stockholm-udstilling af Erik Gunnar Asplund, så der er virkelig tale om et værk inspireret af den nye internationale modernisme, som den kendes fra Bauhaus Dessau. På denne tid turde myndighederne ikke tillade boligbebyggelser opført i jernbeton, så derfor blev det alene indenfor industribyggeriet, at den nye metode kunne anvendes. Det er påfaldende, hvor frigjort det arkitektoniske sprog er i vandtårnet. Det ses nemmest ved at sammenligne med et næsten samtidigt jernbetonbyggeri som Jysk Andels-Foderstofforretnings silo på Århus Havn fra 1925, der trods sin konsekvente byggemetode optræder anderledes afhængigt af ældre byggeskik.
Vandtårnet er opført i nært samarbejde med Københavns Vandforsynings ingeniører. Fugerne mellem støbehøjderne, der er på en meter, markeres i facaden, ”hvorved betonens karakter som materiale bevares”. Den yderste beholderring er ca. 25,5 m i diameter, og tårnets højde er ca. 34 meter. Vandtårnet ligger midt i et villakvarter og er derfor omgivet af et grusbelagt torv med grupper af træer. Med det nu fredede vandtårn har Ib Lunding skabt et af sine hovedværker i dansk arkitektur. I modsætning til senere ejendomme, som Champagne-huset på Grønningen i København, er det aldeles prunkløst. Lunding, der ellers aldrig forsømte at udsmykke sine huse med snurrigt pynt, har med vandtårnet skabt et karskt bygningsværk, der i sit inderste væsen lever op til funktionalismens krav om saglighed.
Tekst: Claus M. Smidt (mag. art., fhv. seniorforsker ved Danmarks Kunstbibliotek)
