
Som bilfri er bebyggelsens gårdrum støjfri som en park. Enkelte af de nedre lejemål har udnyttet gårdrummet til at bygge mindre træterrasser ud i fællesarealet.

Udadtil fremstår bebyggelsen tætsluttet som en bymur, men i forbindelse med facadeforskydninger gemmer sig smalle fodgængersmøger med adgang til gårdrummene og opgange til lejligheder.

Med lyst gule teglfacader og hvide vindueskarme fremstår bebyggelsen med en egen stoflig lethed under det beskyttende tagudhæng.

Hvert gårdrum har adgang til omgivelserne via fire smalle adgangssmøger. Bemærk det murede stik over smøgen og det galvaniserede stålprofil, der effektivt beskytter teglhjørnerne mod stød.

Hvert gårdrum har sin karakteristiske beplantning og farve på vinduesjalousier. De røde jalousier kan forskydes horisontalt i deres forsætning i facadens murværk.

Alle detaljer i bebyggelsen er forbilledligt gennemarbejdede og udformet med henblik på langtidsholdbarhed. Bemærk inddækningen af det brede opgangsparti og det sortbejdsede dørparti.







Beskrivelse:
Gårdbebyggelse i to etager med i alt fem sluttede gårdrum, hvortil biler er forment adgang. Gennem smalle passager har fodgængere adgang til parkeringspladser og det nærliggende Albertslund Centrum.
Bebyggelsen er etagehuse i to etager opført samtidig med bebyggelsen i Albertslund Syd. Dengang blev bebyggelsen ignoreret, men det har senere vist sig, at bebyggelsen langt bedre har kunnet holde stand, både mod forfald og arkitektoniske pegefingre.