





















Beskrivelse:
"En græsplæne, en skov, en klatreportal, to bananformede jordvolde og en masse lokalt engagement. Med de ingredienser kan man forvandle en tidligere industrigrund til en attraktiv park og legeplads.
Historien om BaNanna Park er en solstrålehistorie om, hvordan kommunen reddede et ubebygget areal fra byggelystne investorer og sikrede et grønt åndehul i et af landets mest ubegrønnede byområder.
I slutningen af 2004 kom det frem, at der var planer om et boligbyggeri i en ubebygget og græsbevokset lomme ved Nannasgade på Nørrebro.
Lokalt åndehul
Området var i lang tid blevet brugt af områdets institutioner som et supplement til legepladser og skolegårde. Så ansatte på Rådmandsgades Skole, områdets forældre og andre ildsjæle indsamlede lynhurtigt 2.300 underskrifter mod projektet, og kort tid efter opkøbte kommunen området og gjorde det til et projekt under den dengang nystartede områdefornyelse i Mimersgadekvarteret.
Gennem borgermøder og dialog med institutionerne blev der udarbejdet en plan for en bydelspark. Parken skulle fungere som et grønt åndehul i kvarteret og samtidig kunne bruges af områdets børn og unge."
Emneord:
Byfornyelse | Byrum | Parker |Se på Google Maps