
























Beskrivelse:
A.P. Møller Fondens medarbejder sommerhus i Ballum, ligger i Ballum Vesterende syd for Ribe. Huset er bygget som led i Bevaringsfonden for Vesterende Ballum og Østerende Ballums istandsættelse af en stor del af landsbyen Ballum. Husene i begge bydele er op til 200 år gamle og som helhed betragtet et eksempel på en oprindelig landsbystruktur, hvor forbindelsen mellem huse og landskab spiller fint sammen. Vesterende Ballum, hvor det nye sommerhus er opført, er koncentreret omkring en større kirke fra 1100-tallet.
Projektet er resultatet af en konkurrence, hvor opgaven var at tegne et hus tilpasset det sydvestjyske kulturlandskab, som indpasser sig i den omkringliggende landsbys bygningsmasse, egnstypiske byggestil og materialevalg. Mens huset samtidigt skulle være en tidssvarende, moderne fortolkning og samt leve op til nutidige krav om energieffektivitet. Konkurrencen blev vundet af Tegnestuen Vandkunsten v. Jens Thomas Arnfred.
Resultatet er et stråtækket hus i røde, sækkeskurede tegl, der har længdehusets form og er inspireret af egnens store tagflader. Beliggenheden på en bar mark under et højt himmelrum, hvor lyset og en markant horisontlinje dominerer, har haft stor betydning for bygningens formgivning. Udefra set er der tale om et hus, hvis lave facadehøjde giver plads til store tagflader. I gavlen mod vest er indsat panoramavinduer med udsigt til Vadehavet, mens man fra østsiden har direkte udgang fra de to soveværelser til haven. Indenfor er huset kendetegnet ved de to højloftede fællesrum, stuen og køkken-alrummet. Der er fire sovepladser fordelt på to værelser samt to ekstra sovepladser på hemsen under taget. Alle rum præges af den lyse træbeklædning på alle vægge og loftflader.