























Beskrivelse:
Kunst-sti fra Ishøj Station til kunstmuseet ARKEN. Den 2,2 kilometer lange rute fra Ishøj Station til ARKEN markeres med 32 lysskulpturer i form af knaldrøde bøjede gadelamper.
Stien går over den trafikerede stationsforplads, forbi et beboelsesområde fra 1960’erne, gennem en tunnel og et parcelhuskvarter, før den ender ved i den naturskønne strandpark som museet ligger i. De forskellige byrum og landskaber har vidt forskellige funktioner og stiller derfor store krav til projektets udformning og materialevalg for at skabe en kunst-sti, der både er sammenhængende og passer til de forskelligartede byrum.
De røde gadelamper er skabt af den danske kunstner Jeppe Hein og fungerer som vejvisere. Derudover har forskellige områder af Ishøj, som ARKENWALK går igennem forskellige typer af beplantning, der fremhæver områdernes særtræk, for at skabe en grøn og frodig kunstpark langs ruten.
Det er landskabsarkitekt Kristine Jensen fra Kristine Jensens tegnestue, der med anlægsgartnerfirmaet Malmos og Creator Projects har stået for selve stiforløbet med grøn beplantning som et understøttende supplement til de røde kunstlygter.