Farum Midtpunkt
| Fællestegnestuen • Viggo Møller-Jensen • Tyge Arnfred • Jørn O. Sørensen | 1972 - 1975Terrrassehusene er i 5 etager, idet nederste etage er forbeholdt parkering. Derover kommer en dyb etage med central fordelingskorridor til lejlighederne.
Under etagehusene domineres det åbne parkeringsareal af betonsøjer og betondragere.
På førstesalen findes en gennemgående korridor med adgang til blokkens enkelte lejligheder.
I den øverste etage har lejlighederne et skråt vinduesparti. Trappen til venstre fører ned til boligens underetage. De store lejligheder er disponeret så de let kan opdeles eller halveres til fremleje.
Fra rækværket på en terrasse er der frit udsyn til de nedenfor liggende terrasser.
Set fra terræn er boligernes terrasser afskærmet med brystninger så de fremstår lukket for indblik.
På afstand fremstår terrassehusene som integreret i det omkringliggende fællesareal.
Mellem boligblokkene opstår befordrende rumdannelser med indbydende ramper op til boligkorridorerne.
Beskrivelse:
Terrassehusbebyggelsen består af forskudte husblokke med forholdsvis store lejligheder (129 kvm). Facaderne er beklædt med korroderende jernplader - corten - der over tid oxiderer til en fast overflade. Terrassehusene er i 5 etager, hvor nederste etage er parkering i terræn-niveau. Derover kommer en dyb etage med central fordelingskorridor til lejlighederne. Under etagehusene domineres det åbne parkeringsareal af betonsøjler og betondragere.
Mellem 2012 og 2017 blev lejligheder moderniseret af Domus Arkitekter, mens landskabsarkitekturen blev fornyet af BOGL landskab og Rambøll.
Domus har renoveret og ombygget 108 almene boliger fordelt på 4 forskellige boligtyper. Nogle boliger er ombygget til mindre boliger ved omorganisering af planerne både horisontalt og vertikalt, for at få et mere varieret boligudbud. I den forbindelse er vindues- og dørpartier udskiftet i samme geometri og farveholdning som det eksisterende Farum Midtpunkt.
Farum Midtpunkt var oprindelig tegnet som en ’lukket organisme’ hvor enfamiliehusets privathed skulle leves med et ydre fællesskab i bebyggelsen, men lukket i sin struktur og form mod Farum by og lokalområdet. Beboerne ønskede, at Farum Midtpunkt åbnede sig op mod omverden, og at udearealerne blev fornyet med klar respekt for de oprindelige intentioner med bebyggelsen. Der er nytænkt et byrum, der skaber liv og aktivitet i bebyggelsen. Der er etableret ny belysning, for at skabe større tryghed.